Vi er nu oppe på tre kampe uden nederlag, efter vi i sidste runde spillede 0-0 mod topholdet Odder. Vi må nok erkende, at Odder sad på kampen og med lidt mere held kunne have scoret et par mål, men vi kæmpede utrolig flot, og selvom vores spil aldrig kom til at fungere på grund af Odders hårde pres, kan vi være meget tilfredse med at holde nullet for tredje kamp i træk. Vi var oven i købet ved at tyvstjæle alle 3 point til sidst, da vi var 2 imod 1 på en kontrachance.
Holdet er fuld af selvtillid og humøret er rigtig højt, så det er en fornøjelse at træne på KFUMs baner i øjeblikket, selvom grønsværen ikke er af bedste kvalitet.Lørdag gælder det så Aarhus Fremad, der stadig ikke kan se sig helt fri af nedrykningsstregen. Det indbyrdes opgør i efteråret tabte vi 1-0, hvor vi ellers spillede en rigtig god kamp og havde fortjent at få point med hjem. Da de er et reservehold, er det ikke til at vide, hvilke spillere de stiller med, og derfor skal vi også fortsat fokusere på vores eget spil.
Vi går ind i en periode, hvor vi har 3 kampe på syv dage, og derfor får vi brug for alle spillere, hvoraf vi allerede mangler to spillere pga. af karantæne til weekendens opgør, men det er jeg ikke urolig for, da der er rigtig mange om buddet til startopstillingen til hver kamp. Til sidst kan jeg ikke dy mig for at kommentere på Ringkøbing-trænerens tidligere kommentar om, at vi slet ikke hører til rækken, og at vi vil tabe 9 ud af 10 kampe til et DS-hold. Nu har vi fået 7 point i de sidste 3 kampe, så han sidder måske med et par røde ører lige nu. Vi ser alle frem til kampen mod Aarhus Fremad lørdag kl. 14 i Hasserisparken, hvor vi håber at se lige så mange tilskuere som de sidste par kampe, hvor stemningen og opbakningen har været fremragende!
Christian Ejlertsen, Aalborg KFUM-spiller.