DANMARKSSERIEN Vorup FB - Aalborg KFUM 0-2 ( 0-0) FODBOLD: Vorup-træner Michael Blom var dybt skuffet over sit hold efter 0-2-nederlaget på hjemmebane til Aalborg KFUM , og han har da også svært ved at tro på, at kronjyderne overlever i Danmarksserien.
Skal ske noget vildt
»Vi havde ikke råd til at tabe kampen, og der er kun en vej nu, og det er ned i Jyllandsserien.
Ellers skal der ske et eller andet helt vildt. Jeg ved godt, at der stadig er syv spillerunder tilbage, men med den indstilling vi viste mod Aalborg KFUM , så rykker vi helt sikkert ned,« fastslog Vorup-træneren, hvis mandskab har seks point op til Herning Fremad på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Flov og pinligt
Aalborg KFUM havde inden sejren over Vorup ikke prøvet at vinde en kamp i sæsonen, og Michael Blom sad da også med en flov fornemmelse.
»Det var pinligt. Der er ikke så meget andet at sige. Vi havde et skud på overliggeren og en kæmpechance til Lasse Jensen i første halvleg.
Til gengæld faldt vi helt sammen efter pausen. Efter deres føringsmål formåede vi ikke at gøre noget som helst for at komme igen. Yderst pinligt,« sluttede Blom, som altså ligner en træner, der skal til at stå i spidsen for et Jyllandsserie-hold efter sommerpausen.