Kun AaB formåede at tage point, da de hentede en vigtig sejr i Vorup med klare 4-0. Kan AaB også tage en sejr i det hængeparti, de har mod bundholdet Aalborg KFUM , vil AaB'erne være nået op på siden af Herning på femtesidste-pladsen, den plads, der giver kvalifikationskampe om forbliven i rækken.
Frederikshavn havde besøg af topholdet Kjellerup, og gæsterne blev budt god modstand, men FfI'erne fik ikke point ud af anstrengelserne, da måltavlen ved sidste fløjt viste 2-3.
Nu er FfI kommet langt fra oprykningspladserne og til gengæld tæt på holdene, som ligger under nedrykningsstregen.
Løgstør skuffede hjemme, da de kunne have taget afstand til bunden. Men Randers Freja ville det anderledes og drog fra Løgstør med en 4-0 sejr.
Aalborg Freja har svært ved at lukke hullet op til en livgivende placering. Efter et 5-1 nederlag til rækkens nummer to, Odder, har frejanerne nu seks point op til Herning, som man skal hente, hvis ikke det skal blive til nedrykning til Jyllandsserien.
Endelig fik Aalborg KFUM rækken af nederlag forøget til 12 ud af 16, da man hjemme tabte 2-5 til Ringkøbing.
På mandag er der ny runde, og her er der to nordjyske lokalopgør. Løgstør skal tage tre vigtige point hos bundholdet Aalborg KFUM , som stadig er sejrsløse.
Og så kan det blive rigtigt spændende hos AaB, når Frederikshavn kommer på besøg. AaB er i god gænge, FfI trænger til at få point på kontoen igen.
Endelig jagter Aalborg Freja på mandag en hjemmesejr, når midterplacerede Aarhus Fremad møder med sit andethold i Ny Frejapark i Aalborg. mingo.