Aalborg KFUM opruster på ressourcerne

PRESSEMEDDELELSE:
Aalborg KFUM opruster på ressourcerne
Aalborg KFUM Fodbold er en af byens største enstrengede idrætsforeninger. Klubben har over 750 medlemmer.
Som Aalborgs næststørste fodboldklub – og den fodboldklub med den største børne- og ungdomsafdeling – så er der mange opgaver at koordinere, og mange frivillige i gang.
I så stor en forening er det et kæmpe arbejde, at sikre de rigtige tilbud til de unge mennesker. Det er en meget vigtig opgave for hvervning og fastholdelse af idrætsaktive unge, at vi kan levere et godt produkt.
Aalborg KFUM Fodbold har efterhånden nået bristepunktet for, hvad frivillige ledere kan overkomme at igangsætte og koordinere - og vi ønsker ikke at lade os begrænse af ressourcer.
Derfor har klubben netop ansat Tom Nygaard i en nyoprettet fuldtidsstilling som salgs- og eventchef.
Tom er i forvejen et kendt ansigt i Aalborg KFUM Fodbold, hvor han gennem en årrække har fungeret som frivillig leder, herunder som børnekonsulent og træner for børn og unge.
Det vil fremadrettet være Toms opgave at koordinere de aktiviteter, som bidrager til klubbens indtjening og til fællesskabsfølelsen i spiller- og forældregrupper.
Blandt Toms væsentlige opgave bliver også, at sikre en styrkelse af kvaliteten i børne- og ungdomsarbejdet, samt at sikre at klubbens faciliteter er til rådighed for kvarterets unge, på de tidspunkter som passer i deres dagligdag.
Der indgår således tiltag for at fremme samarbejdet med folkeskoler og uddannelsesinstitutioner som UCN og AAU, med henblik på at fodbold i større udstrækning kan blive tilvalgsfag i folkeskolen, og således at studerende kan tilbydes praktikophold og/eller studieprojekter i klubben.
Nogle af de første tiltag som vil blive igangsat, er længere åbningstid i klubhuset. Der bliver flere ugentlige cafeeftermiddage, hvor man kan komme direkte fra skole og læse lektier eller hygge – frem til at eftermiddagstræningen starter. Desuden forøges antallet af aftener med sociale arrangementer – herunder fællesspisninger.
Der forventes også, at der fremadrettet vil blive flere aktiviteter omkring klubhuset - - aktiviteter som kan bidrage til at samle kvarteret - - dvs. aktiviteter som også retter sig mod borgere, som ikke normalt har sin gang i fodboldklubben. Klubbens overtagelse af familiebegivenheden: Hasserisløbet er en del af dette.
Bestyrelsesformand Christian Hvingel ser frem til de nye tiltag og samarbejdet med Tom.
Ved ansættelsen af Tom Nygaard så signalerer vi, at vi som forening vil gøre en positiv forskel på såvel det sportslige område – samt i bestræbelsen på at styrke sammenholdet i kvarteret.
Vi kender Tom som en dygtig idrætsleder, en idérig igangsætter, en dygtig koordinator og en erfaren sælger. Disse egenskaber skal bidrage til at styrke vores forening på såvel det sportslige som det økonomiske område.
Det er normalt at større breddefodboldklubber har en inspektør til at varetage den praktiske drift - - - men det er ganske usædvanligt, at der derudover er fuldtidsansatte.
I Aalborg KFUM Fodbold ser vi en stor mulighed i, at vi kan løfte vores interne ressourcer, i bestræbelsen på at udvikle vores forening og fastholde vores mange medlemmer. Når det samtidigt ser ud til at kunne styrke aktivitetsniveauet i kvarteret, og ansættelsen sker på et økonomisk bæredygtigt grundlag - - så var beslutningen om at gå i gang ikke svær - udtaler Christian Hvingel.
Vi står til rådighed for yderligere oplysninger
Tom Nygaard
Salgs-og eventchef
2144 1444
Christian Hvingel
Bestyrelsesformand
2521 2909