Menu

Formand Mikkel Højsleth har ordet

image
11. august 2022 kl. 14:50
Kære alle medlemmer af den bedste KFUM forening.
Vi er super glade for at byde alle medlemmer velkommen til en ny fodboldsæson i Aalborg KFUM Fodbold. Sommerferien er overstået, og allerede i denne uge er der fuld aktivitet på anlægget med 300 børn på fodboldskole, og med mange KFUM’ere som trænere og frivillige.
Bestyrelsen i KFUM Fodbold består i dag af undertegnede som formand, Næstformand Michael Beyer, Kasserer Kasper Øgaard og Sportsudvalgsformand Rene Broman.
Vi mødes en gang om måneden, og afholder møderne efter en dagsorden med faste punkter.
En af den nye bestyrelses første opgaver var ansættelse af KFUM’s nye forretningsfører, og derfor var det en stor glæde at kunne offentliggøre ansættelsen af Anders Christensen.
Det var en enig og forventningsfuld bestyrelse som pegede på Anders kvaliteter og profil, og Anders er allerede startet i KFUM før sommerferien. Og indtil videre er vores forventninger blevet indfriet til fulde.
Det bliver Anders’ opgave at styre den daglige drift af klubben i tæt samarbejde med Camilla Aamann. De er vores motor i KFUM, som skal udvikle både sportslige og kommercielle aktiviteter i vores forening.
I Aalborg KFUM har vi en af Forenings Danmark’s bedste motorer, men motoren kan ikke alene skabe fremdrift.
Hjul, rattet, speeder, bremsen, vinduesviskere og blinklys er en nødvendighed, hvis motoren skal få en nogenlunde effekt. Det er alle disse dele, som foreningens medlemmer skal bidrage med.
Vi kan ikke komme fremad, uden trænere, hold-koordinatorer, frivillige til forårscuppen, cafe vagter, administrations opgaver, forældre kommunikation på holdene og meget mere. Alle medlemmer skal bidrage til fællesskabet, udvise ordentlighed og hjælpe til udviklingen af foreningen.
De markerede er klubbens værdier, som skal gennemsyre vores forening.
Nogen bidrager mere end andre. Sådan er det og sådan skal det være. Men hvis alle medlemmer bidrager til foreningen med de kompetencer, interesser eller arbejdsindsats man har til rådighed, så flytter vi meget nemmere og hurtigere foreningen fremad – til glæde for fællesskabet.
Forenings Danmark er under pres, fordi den frivillig arbejdskraft udebliver. Andre foreninger har taget initiativ til et koncept de kalder ’forenings opgaven’, eller skemalagt opgaver som man udføre.
I Aalborg KFUM er vi begunstiget af, at klubbens stærke fundament og økonomi giver os mulighed for at ansætte Anders og Camilla, og derudover Bjarne, Johnny, Jeanett, Christian mfl. i andre funktioner. Uden dem, så måtte KFUM også bede klubbens medlemmer om at udføre opgaverne, eller sætte kontingentet op.
Herudover bidrager vores arrangementer til indtægterne. Især Forårscuppen er en stor bidragsyder, og Forårscuppen er en af hjørnestenene i klubbens budget, som giver os mulighed for at investere i udvikling af klubben. Men også fodboldskolerne, cafeen, Hasserisløbet, Fyrværkerisalg, juletræssalg og alle de andre initiativer bidrager til vores forening.
I bestyrelsen vil vi i den kommende periode fokusere på at styrke organisering og drift af foreningen. Og I medlemmer, jeres indsats og jeres frivillige arbejde er de fokusområder, som kan hjælpe os fremad.
Det vil vi blandt andet gøre ved, at synliggøre det arbejde som vores motor udfører.
Og hvilke dele KFUM skal bruge medlemmernes hjælp til. Og der er plads til alle på KFUM holdet.
Ta rigtig godt imod Anders, den nye bestyrelse, de nye medlemmer og alle de frivillige i møder i klubben. Og lad os få spillet noget fodbold, vundet og tabt nogle kampe, og mødes i klubhuset!
Jeg håber alle har haft en dejlig sommer, og glæder mig til at se jer i efteråret på Nordjyske Bank Arena.
Bedste hilsner
Mikkel Højsleth
Formand for bestyrelsen, Aalborg KFUM Fodbold
Se indblik og annoncer
Boost opslag
Du og 47 andre
Luk