Menu

Formanden har ordet - special

image
10. april 2024 kl. 13:37
Kære alle gode medlemmer i KFUM Fodbold.
Vi har netop afholdt den ordinære Generalforsamling i Aalborg KFUM Fodbold.
En rigtig god generalforsamling med flot fremmøde, som foregik i en god stemning og med gode indspark.
Hvis ikke du allerede har læst bestyrelsens beretning, så kan den findes her https://www.aalborgkfumfodbold.dk/.../formandens.../
I Aalborg KFUM Fodbold går det godt. Vi har knap 1.400 medlemmer, som alle bidrager til fællesskabet i større og mindre grad.
Uden frivillighed og bidrag til fællesskabet, så kan det ikke hænge sammen.
Derfor beder vi alle gode foreningsmennesker og KFUM’ere om hjælp.
Det lykkedes desværre ikke at vælge en ny kasserer til bestyrelsen på generalforsamlingen.
Kasper Øgaard er afgående kasserer, og opstillede ikke til genvalg. Men Kasper bliver tilforordnet i bestyrelsen i en periode, så vi fortsat kan gøre brug af Kaspers kompetencer og erfaring.
Det er dog både Kaspers og bestyrelsens ønske, at vi udvider bestyrelsen, og får flere gode kræfter med på holdet.
Derfor bliver medlemmerne indkaldt til en Ekstraordinær Generalforsamling igen i maj.
Dagsorden er udelukkende valg af kasserer til bestyrelsen samt valg af revisor.
Bestyrelsen vil i de kommende uger beskrive og fortælle, hvad arbejdet i bestyrelsen indeholder.
Fortælle om alt det sjove og spændende, som vi laver.
Hvor meget vi mødes, hvad ansvaret er, og ikke mindst hvilke opgaver og tidsforbrug man kan forvente.
Det håber vi kan inspirerer medlemmerne til at overveje at møde op til den ekstraordinære generalforsamling, og blive en del af fællesskabet.
Bestyrelsen består i dag af Mikkel Højsleth (Formand) og Michael Beyer (Næstformand).
Desuden er Andreas Kurinow (Sportsudvalgsformand) og Anders Christensen (Forretningsfører) en fast del af bestyrelsen.
Ligesom Kasper Øgaard som nævnt fortsætter som tilforordnet i bestyrelsen.
Uden en valgt kasserer er bestyrelsen ikke beslutningsdygtig, men vi fortsætter naturligvis arbejdet som vanligt.
Det betyder, at vi stadig mødes, og følger den plan vi har lagt, og løser de opgaver der er nødvendige.
Men eventuelle beslutninger som fx udvidelse af klubhus, underskrivelse af aftaler eller andre strategiske beslutninger venter til, at bestyrelsen igen er beslutningsdygtige.
Kontakt meget gerne os fra bestyrelsen, hvis du har spørgsmål eller bare gerne vil høre lidt om hvad vi laver.
Ellers håber jeg, at vi ser mange af jer til den ekstraordinære generalforsamling i maj.
De bedste hilsner,
Mikkel Højsleth
Luk